Derfor skal du være opmærksom ved årsskiftet, hvis du har 14-dageslønnede medarbejdere
Til nytår vil der være 2 ulige uger i forlængelse af hinanden - nemlig uge 53 og uge 1. Derfor skal du være særligt opmærksom på løntermin 24/25 og 34/35, hvis I er omfattet af en overenskomst, hvor det fremgår, at medarbejderne skal have udbetalt løn i en lige eller ulige uge.
Udbetalingerne af lønnen på disse terminer sker hver 14. dag, og når vi går over til det nye år, vil de 2 ulige uger få følgende konsekvenser i DataLøn:
- I 2020 udbetales løntermin 24/25 i lige uge - det ændres til ulige uger i 2021.
- I 2020 udbetales løntermin 34/35 i ulige uger - det ændres til lige uger i 2021.
Når medarbejderne skal have løn hver anden uge - og det er ligegyldigt om udbetalingen ligger i ulige eller lige uger - kan du fortsætte med at lave løn på den nuværende løntermin. Du behøver altså ikke gøre noget anderledes.
Er der et krav om, at medarbejderne skal have udbetalt løn i lige eller ulige uger, skal du kopiere medarbejderne over til den korrekte termin.
- Løntermin 24/25 bliver udbetalt i ulige uger i 2021.
- Løntermin 34/35 bliver udbetalt i lige uger i 2021.
Hvis medarbejderen er oprettet i termin 34 i 2020, og skal have løn for uge 53 og 01, bliver lønnen udbetalt i uge 02 i 2021. Næste lønperiode vil være i uge 02/03 med disposition i uge 04, og herefter vil lønnen altid ligge til disposition i lige uger.
Hvis medarbejderen er oprettet i termin 24 i 2020, og skal have løn for uge 52 og 53, bliver lønnen udbetalt i uge 01 i 2021. Næste lønperiode vil være i uge 01/02 med disposition i uge 03, og herefter vil lønnen altid ligge til disposition i ulige uger.
Når du skal indberette løn med udbetaling i lige uger
Sidste løn i 2020 er uge 50-51 med udbetaling i uge 52.
Hvis lønnen skal udbetales i lige uger, kan du enten:
- udbetale lønnen for uge 52 sammen med lønnen for uge 50-51 - altså udbetale uge 52 på forskud
- udbetale lønnen for uge 52 sammen med lønnen for ugerne 53-01 med disposition i uge 2.
Uanset om du udbetaler løn for uge 52 på forskud eller sammen med lønnen i 2021, skal du bruge løndel 11 og indberette 21 skattedage for at sikre, at medarbejderne får beregnet fradrag og ATP korrekt. Du kan med fordel bruge løndel 59 ’Løndel uden lønbehandling’, hvor du oplyser teksten ‘Lønperiode inkl. uge 52’.
Når du skal indberette løn med udbetaling i ulige uger
Sidste løn i 2020 er i uge 51-52 med disposition i uge 53. Hvis du skal udbetale lønnen i ulige uger, skal du indberette den lønnen for ugerne 52-53 med disposition i uge 1.
Lønnen for uge 52 er allerede udbetalt i 2020, og derfor vil den første lønperiode i 2021 ligge allerede i uge 53. Det betyder, at du kun skal indberette løn for én uge. Husk at indberette 7 skattedage i løndel 11, når du indberetter løn for uge 53 - så bliver fradrag og ATP nemlig beregnet korrekt.
Du er altid velkommen til at kontakte os på 72 27 90 20